Maj-Britt Lindequist

Keramik fra LindequistDesign er fremstillet af pottemager Maj-Britt Lindequist. Mærket i bunden er en lille hund, men er også en sammensmeltning af et M og et L. Jeg er håndværksuddannet pottemager – med EFG, læreplads og svendebrev. Den håndværksmæssige uddannelse er suppleret med 3 års studier på kunstakademiet i Århus. Senere har jeg studeret kunsthistorie på universitetet. I alle årene siden ca. 1980 har jeg haft eget værksted – først i Aarhus og nu i Beder. Ved siden af arbejdet på mit værksted arbejder jeg som frivillig hjælper og underviser på Godsbanens Formværksted i Aarhus.

I alle mine arbejder er fornemmelsen af selve håndværket den bærende grundtanke. Det vil sige, at keramikken ikke skal fremstå finpudset og urørt af menneskehånd. Alle mine varer skal være unikke, uden dog at fremstå som unika. Inden for emner som tallerkener og kopper er der tale om en vis grad af håndværksmæssig (’masse’-)produktion, med små variationer som en bevidst og vigtig del af designet.

Hvis du forelsker dig i en bestemt kop, kande eller krukke kan du ikke forvente at finde en tvilling. Hver enkelt kop eller krukke har sin egen personlighed. Den må du som ejer finde.

De senere år har jeg brugt til at udforske forskellige udtryk og teknikker. Eksperimentet og legen med lerets muligheder har fået mere plads i mit arbejde. Jeg har på den måde øget mangfoldigheden i min produktion, hvad angår teknikker, farver og former.

Langt det meste af det jeg laver er højbrændt stentøj. Det betyder at keramikken og glasuren er garanteret giftfri og med fordel kan bruges til madvarer. En anden fordel er at det sagtens kan klare både ovn, mikrobølgeovn og opvaskemaskine.

Jeg holder også af at brænde raku. Det er en gammel japansk brændeteknik der kan give keramikken et fantastisk farvespil og flotte grafiske krakeleringer – raku er dekorativt og kun semifunktionelt som brugsgenstande, da man ikke kan garantere at en skål er helt tæt i krakeleringerne.

Bestillinger tager jeg imod, i den udstrækning hvor det kan lade sig gøre, ud fra de farver og former, der er min stil.

Krukker, fade og vaser til specielle begivenheder kan fremstilles med monogrammer.

Kontakt

Email
mb@lindequistdesign.dk